Skytten på Aunsbjerg

Skytten på Aunsbjerg er en kort krimi skrevet af Steen Steensen Blicher, som var en yderst produktiv forfatter fra 1800-tallet. Han var uddannet præst og havde problemer med b.la alkohol. Historien foregår med en scenisk og beretterende fortællemåde i et skiftende tempo, fordi der nogen gange bliver fortalt som man stod der og andre gange bliver sprunget i tid og rum for at forkorte fortællertiden. Historien foregår på en gård hvor hovedpersonen, som fortæller historien, som var han en tredjepersonfortæller, starter med at præsentere, hans gode ven skytten Guillaume med stor retfærdighedssans og Guillaumes smukke, milde og muntre veninde Mette ”smuk Stuepige, ved navn Mette. […]. Hun var stedse mild og munter”. Mette var dog ikke udelukkende hans veninde men også stuepige på gården. Guillaume har tykt sort hår, små brune øjne og et bredt blegt ansigt ”Vilhelm […] med et tykt sort Haar, ditto Øjenbryn og smaa brune Øjne til et bredt, blegt, men dog vakkert Ansigt” (s. 2).

Historien starter med at introducere skytten Guillaume og stuepigen Mette. Derefter får man information om Guillaumes bliver sendt sydpå, hvor der var sket en ulykke nogle uger i forvejen, som involveret en bondepiges død. Her ses Guillaumes retfærdighedssans i spil, hvor han efter at høre om ulykken og dets personer finder personen han mener gjorde det ”Skytten havde naturligvis ikke sovet; men nøje lagt mærke til hele samtalen, og deraf erhvervet sig den overbevisning at Hiin var morderen” (s.3). Derefter kommer der en retssag hvor bonden, bebrejdet for at dræbe bondepigen, taber. Så tager Guillaume hjem igen.

Kort efter at han er taget hjem bliver det opdaget af herrens kone, at Mette er gravid og derfor vælger Guillaume at blive Mettes forlovede, så herrens kone ikke kan jage Mette ud af huset. Herefter er det at Guillaume bliver sendt ud på urhøns jagt, men han kom ikke tilbage så herren sendte folk ud efter ham. Herefter kom han hjem i en vogn ved siden af hans døde hest og løbende efter med hans hund. Mette bliver meget ked af hans død og bliver sendt ind i en depressiv periode. Derefter døde Mette og Mettes barn af Mettes sorg. Til sidst bliver det også afsløret at bonden var faderen til Mettes barn og ikke Guillaume.

Historien behandler flere tematikker. En af tematikkerne er kærlighed som bl.a. kan ses i teksten i Mette og skyttens forhold ” Skytten bukkede, og sagde til sin Forlovede: »Tak det naadige Herskab, Mette!«” (s.4). Selv efter skytten døde siger jeg fortælleren at Mette stadig sørgede ” Baade mens han stod i aaben Grav, og længe efter at den havde faaet sit grønne Dække, gik Enken hver Aften derop for at sørge - græde kunde hun ikke mere; hun havde ingen flere Taarer tilbage”(s.5).

Den behandler også tematikken retfærdighed som kan ses i teksten ”Du har myrdet hende det skal jeg bevise” (s.3).

Et tema og morale i historien som fremstår mindre klart - men stadig trods alt fremstår er Goffmanns teori om frontstage og backstage. I Goffmans teori om front og backstage er frontstage forstået som dine karaktertræk når du er sammen med en bestemt gruppe eller person, og backstage når du bag kulisserne er dit ”sande jeg”. Det kan relatere sig til historien, da man i historien kan se, hvordan at man f.eks. i starten af historien kunne have mistanken, på baggrund af Mette og Vilhelms ændringer i karakter, når de er sammen, at de er kærester. Dog viser det sig i virkeligheden at Mette var kærester med bonden, men pointen er her at Steen Steensen Blicher får læseren til at mistænke at Vilhelm og Mette er kærester via frontstage og backstage ”Jeg undrede mig tidt og kunde ikke begribe, hvoraf det kom: at, naar Vilhelm og Mette vare sammen, saae Han mere mild, og Hun mere alvorlig ud end ellers; og ligesaalidt: hvorfor Begge efter en Tids Forløb saae alvorlige ud, og det enten de vare hos hinanden eller fra hinanden” (s.1).

Det kan dog også argumenteres for at moralen er at man skal leve i nuet. Dette ses ikke noget sted direkte i teksten, men kan ses ved at jeg fortælleren fokusere på noget der sker lige nu og her og derefter går han videre til det næste uden at dvæle unødvendigt meget over noget som hører fortiden til.

Dette kan også være grunden til at han føler en glæde over døden af Mette og barnet da han så endelig kan komme fuldendt videre fra fortiden. Vi får dog ikke fortalt meget om fortællerens synspunkter og indre liv. Så dette er blot et kvalificeret gæt. Men der kommer også et hint til min påstand efter at han har nævnt hans glæde ved kirkegården ” Dyret sørger ikke, undtagen maaskee i menneskeligt Samkvem -Sorg er Menneskets Forrettighed” (s.7). Dette kan nemlig forstås som at dyret ikke dvæler over hvad der skete før hen. Hvis et dyr tænkte for meget over fortiden ville det dø af uopmærksomhed på omverdenen.

Der er måske nogen som nærmere ville mene at det kan være han er glad for at få skrevet fortidens begivenheder ned og dette i virkeligheden er skrevet da han mener fortiden er vigtig. Dog er der en stor mangel i denne påstand som vi kan se flere steder i teksten. Hvis jeg skulle dvæle over fortiden og skrive den ned ville jeg så vælge at skrive scenisk? Hvis man skriver scenisk, virker det mere virkeligt men dette kræver også at man kan huske begivenhedernes gang tydeligt. Hvis man skriver scenisk, er det i stedet typisk da man skriver det når det sker da de små detaljer er mere relevante her. Kort sagt: Han ville ikke beskrive handlingerne så præcist, hvis det ikke er skrevet som det sker.