Analyse, fortolkning og perspektivering af teksten "Rutine"

Rutine

Kroppen har en stor rolle i vores identitet. Det er både en fysisk måde at vise hvem du er på, men også en stor del af identitet da vi konstant bliver vurderet på vores udseende. I teksten ”Kroppen” af Verner møller bliver kroppen beskrevet som noget vi oplever, er vores egen, men i virkeligheden bliver formet at kropsnormer og andre forventninger. Det bliver altså til en bro mellem vores identitet og samfundets forventninger. Det er også netop dette man kan se i teksten ”Rutine” skrevet af Iben Krogsdal i 2000, hvor en helt almindelig bustur viser hvordan vi konstant bliver dømt på vores krop.

Novellen foregår i en bus i myldretiden. Den handler om en kvinde fortælleren kalder for Inga (Inga er et navn fortælleren har fundet på, måske fordi fortælleren ubevidst var klar til at dømme hende), som ikke giver sin plads op for en tyk dame, selvom den tykke dame - ifølge fortælleren - udviser mange tegn på at ville få en plads da hun f.eks. ” Pruster af anstrengelse, støtter sig udmattet til holdestangen foran sædet.” (Rutine, l. 15-16). Grundet dette begynder jeg-fortælleren at opdigte hvad der sker. Fortælleren tænker desto mere tid der går mere og mere farverigt om Inga og den tykke dame, da fortællerens indre konflikt bliver større. Dette kan bl.a. ses på beskrivelsen af den tykke dame ” Fedtet […] stiger op gennem huden som flydende margarine.” (Rutine, l. 15-16). Men det er ikke kun i fortællerens hoved konflikten optrappes, teksten slutter nemlig af med at der ankommer en ambulance da den tykke dame besvimer. ”

Der bliver altså opstillet en større og større konflikt i fortællerens hoved mellem Inga og den tykke dame. Men det her er kun den konflikt som kan ses direkte i teksten. Bag linjerne er det nemlig at dette kan forstås som en projektion af fortællerens egen had til tykke damer. Der er altså i virkeligheden tale om en indre konflikt. Uden belæg kaldte fortælleren bl.a. Inga for ”KZ-Inga” (Rutine, l. 97) før der kom en reel ydre konflikt.

Da denne indre konflikt er taget til ekstremen prøver teksten at vise, os, læseren hvordan man bliver dømt baseret på sin krop i stedet for ens personlighed. Altså kort sagt: Tekstens motiv er at vise hvor stor betydning kropsnormer kan have. Dette motiv udspiller sig i en bus, formentlig i byen omkring myldretid da den tykke dame ikke kunne få en plads. Man kan også sige at miljøet er meget realistisk, da vi aldrig høre om drager i historien, eller noget specielt ualmindeligt i busturen. Selvom det ikke er normalt at en bustur ender med en ambulance, kan man godt få hedeslag eller lignende om sommeren. Som også er hvorfor denne historie nok også udspiller sig om sommeren, da man sjældent sveder om vinteren. Man kan også se at det er sommer på hovedpersonernes beklædning, da den tykke dame går i joggingtøj og at solen ” står skråt ind ad vinduerne” (Rutine, l. 48).

Det er relevant at det er sommer da dette yderligere eskalere konflikten, da den tykke dame begynder at svede og hendes krop dermed bliver ”grimmere”. Selvom alle personer bliver beskrevet af en upålidelig jeg-fortæller som kan ses på hendes overfortolkning af en simpel bustur, kan der argumenteres for at man stadig kan se en række træk på dem. Hvis man starter med at kigge på Inga, bliver hun beskrevet som en kvinde der er ” kortklippet og i anorak” (Rutine, l. 1) med et indkøbsnet. Hun fremstår altså som en middelklasse dansker der lige har været ud at handle eller er på vej til det. Fortælleren beskriver dog Ingas personlighed som præget af rutine, stædighed og korrekthed. ” Jeg kan se det i den her fru Korrekt.” (Rutine, l. 107). Denne personlighed er også den som starter konflikten da ” hun lader som om hun ikke ser det bønfaldende blik” (Rutine, l. 71). Hun bliver også kaldt for KZ-Inga, da hun mangler empati for sine medmennesker ligesom nazisterne der havde de såkaldte Kz-lejre hvor de torturerede jøder og - i følge forfatteren - er Inga lige så kold som nazisterne fra Kz-lejrene. Dette er dog nok en projektion, da fortælleren selv kunne have givet hans plads op for den tykke dame. Men her ser vi helt andre personlighedstræk i den tykke dame da hun bliver beskrevet som - frem for alt - ” en vaklende gigant.” (Rutine, l. 11).

Hun er som tidligere nævn iført stramt joggingtøj og sveder meget, så hun ligefrem for et rødt ansigt. Her kan man igen se hvorfor konflikten starter gennem hendes personlighedstræk. Hun virker nemlig som en træt, stædig og har et ”bønfaldende blik”, som viser hendes stor behov for at få hjælp. Dette vælger Inga og fortælleren dog at ignorere. I stedet vælger fortælleren at objektivisere hende og lave et meget negativt ladet billede af hendes livsstil. Fortælleren har bl.a. tænkt at hun ” med sin vægt presser sin bilkasofa mod gulvtæppet, og øjnene drukner i fjernsynsskærmen,” (Rutine, l. 56-57) uden nogen konkrete beviser andet end hendes overvægt.

Denne attitude viser også blot hvor dømmende fortælleren er, da de har så stærke følelser på overvægtige og selv Inga bliver dømt baseret på den præmis at hun ikke valgte at give hendes plads op - som fortælleren i øvrigt kunne have gjort. Fortælleren fremstår også som en mand da de bærer slips ” retter en anelse på slipset” (Rutine, l.138) og i år 2000 var kønsnormer stadig stærke nok til at man sjældent så kvinder med slips. Fortælleren lader sig også til at være meget upålidelig og bruge langt den største tid i historien på at projektere og distancere sig fra konflikten. Dette kan bl.a. ses da han går ud af bussen og i stedet for at gøre noget begynder han at tænke på at skrive en roman ” måske skulle man skrive en roman engang” (Rutine, l.138).

Fortælleren fremstår også som meget passiv og ikke handlende, da de vælger at være ”dommeren” i deres eget hoved i stedet for at opgive deres plads eller på anden måde hjælpe. Det er formentlig også derfor han har valgt at bruge så mange tillægsord ellers ville det nemlig ikke være lige så underholdende at fantasere situationen. Denne fantasi kan også ses på at der bliver brugt både observerende fortæller og jeg-fortæller. Selvom der ikke er noget spring i tid og at teksten har en kronologisk tid, ser man et fortællerskift til slutningen. ” Jeg kan se, hun har lukkede øjne,” (Rutine, l. 81). Man kan også argumentere for at dette fortællerskifte er en af de mange virkemidler forfatteren har brugt til at engagere læseren. Litteraturen er nemlig begyndt at fokusere mere på at fastholde læserens opmærksomhed efter 1950erne. Dette bliver også gjort via in medias ras, da læseren her bare bliver kastet ind i historien. Dog gør historien ikke også brug af den kendte berettermodel men i stedet har den en tredelt opbygning, altså en begyndelse, midte og slutning. Der kan også ses en stor kontrast mellem hvad der i virkeligheden sker og hvad fortælleren beskriver, som tidligere nævnt er fortælleren nemlig også upålidelig. Men det der til gengæld ses - trods fortællerens negativitet overfor Inga - er en parallel mellem fortæller og Inga. Begge vælger nemlig ikke at opgive deres plads. ” Det er bare mig, i sædet bagved, og Inga, der er vidner” (rutine, l.102). Det er netop også dette som viser at teksten også har flere temaer. Men teksten har også et primært tema: hvordan vi dømmer hurtigere end vi handler. Dette kan ses flere steder i teksten som tidligere benævnt kalder fortælleren bl.a. den tykke dame for ”en vaklende gigant” (Rutine, l. 11). Men også når fortælleren uden at vide noget om personen der træder ind i bussen, kalder hende for ”KZ-Inga” (Rutine, l. 97). Yderligere kan det også ses hvordan fortælleren til sidst efter at gå forbi ”Inga” mener han har dømt hende for meget ” Har lyst til at fortælle hende, hvor led jeg egentlig er ved hende” (Rutine, l. 135). Men det er ikke det eneste tema; det er bare hovedtemaet.

Det andet tema er nemlig hvordan vi dømmer baseret på nogens krop; og ikke personlighed. Det kan ses flere steder i teksten bl.a. når fortælleren taler om tykke damer der lakere deres negle ” Det er på en mådepatetisk at smykke sådan en krop. At gøre opmærksom på den.” (Rutine, l. 66-67). Men det er også i dette tema vi ser den største modsætning: modsætningen mellem tyk og tynd, pæn og grim, normal og sær. Fortælleren kan nemlig ikke lide hvordan at den tykke dame gør opmærksom på hendes tykke krop. Især ikke når den afviger så meget fra normen. Men dette handler ikke kun om hvad der er normalt eller om damen er tyk. Fortælleren synes nemlig kroppen er grim ” Stakkels luft, er det eneste man tænker.”

Men man kan også argumentere for at der foregår flere temaer end det som f.eks. hvordan vi projektere vores egen fordomme på andre, hvordan vi vælger at være passive frem for at handle.

I videoen ”Mirror” af Joachim Ladefoged fra 2009 kan man se det modsætte. Her viser den nemlig i sort hvid, den lange forberedelse bodybuilders går igennem før et show bl.a. hvor deres krop smøres og ”pumpes op”. Til sidst ser man dem på scenen hvor ”de er deres krop”, altså de bliver objektiviseret ligesom i Rutine.

Det er også på netop denne objektivisering man kan se ligheden mellem de to tekster. I videoen fremstår bodybuildernes krop som den perfekte krop og de bliver hyldet for deres krop, imens i Rutine ser man det straks modsatte: der er nemlig en som bliver diskrimineret baseret på deres krop. I begge tekster bliver personernes identitet altså tæt knyttet til deres krop. Dog er der en stor forskel, i Mirror er der nemlig ingen fortæller og det er som sagt en video imens der er en fortæller i Rutine og det er en tekst. Man kan også nu se hvad fortælleren i Rutine virkelig har en konflikt om. Nemlig om man virkelig må dømme nogens værdier udelukkende på deres krop. Denne indre konflikt kan ses mellem fortællerens store had til Inga da hun dømmer baseret på den tykkes krop og ikke personlighed. Imens fortælleren alligevel selv dømmer baseret på deres krop.

Novellen ”Rutine” viser altså, hvordan kroppen hurtig bliver et anker i vores første håndsindtryk af en person. Verner Møllers pointer bliver altså tydeliggjort i teksten ”Rutine”: kroppen er altså ikke udelukkende vores egen men også et sted hvor vi kan blive dømt på kropsnormer m.m. Fortælleren i Rutine dømmer både Inga og den tykke dame på deres kroppe, som altså viser den store sammenhæng mellem krop og identitet.